23948sdkhjf

Stor dagligvarekæde dropper den trykte tilbudsavis

Fra årsskiftet dropper Dagli'Brugsen de trykte tilbudsaviser. Coops topchef opfordrer andre til at følge trop.

Coop opfordrede torsdag regeringen til at indføre et forbud mod trykte tilbudsaviser, og lørdag oplyste koncernen, at Dagli'Brugsen fra 1. januar stopper med at trykke og omdele tilbudsaviser.

- Det giver ikke mening, at der hvert år bliver trykt 84.000 ton tilbudsaviser i Danmark. Det giver ikke mening, at vi fælder flere end 300.000 træer om året. Og det giver ikke mening, at vi lukker 336.000 ton CO2 ud ved at lave tilbudsaviser, siger Coops topchef, Peter Høgsted, ifølge en pressemeddelelse.

Han opfordrer de andre dagligvarekæder i Danmark til også at droppe tilbudsavisen.

Ud over forbruget af ressourcer er tiden også ved at løbe fra de trykte tilbudsaviser, supplerer Torben B. Andersen, der er kædedirektør i Coop.

- Vi har kørt en test på det i 2018, og i 2019 har vi neddroslet kraftigt i vores butikker, og vi kan se, at det ikke har haft nogen negativ effekt. Tværtimod har vi haft en positiv omsætningsudvikling i Dagli'Brugsen.

- Kunderne er blevet mere digitale, og vi kan se, at vores investeringer på den digitale udvikling giver pote. Så det er en kombination af, at den fysiske tilbudsavis ikke har så stor effekt for os længere, samtidig med at den digitale verden udvikler sig, siger Torben B. Andersen.

Som en service til de kunder, der foretrækker at læse ugens tilbud på papir, vil Dagli'Brugsen trykke et mindre antal - cirka 50 per butik - af ugens tilbud på papir, som kan hentes i butikken.

Coop-koncernen står også bag Superbrugsen, Kvickly, Fakta og Irma.

I et åbent brev til klimaminister Dan Jørgensen (S) tidligere denne uge argumenterede Coop-topchef Peter Høgsted for at indføre et forbud mod tilbudsaviserne.

- I en klimatid, hvor vi snakker om, hvad vi alle sammen kan gøre for at reducere klimapåvirkningen, synes vi, det er en umiddelbart god idé, der ligger lige til højrebenet, sagde Høgsted i den anledning.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141